Musik og Sang-Efterskolen i Uge

Musikefterskolen i Sønderjylland

Vil du arbejde med musik, stå på en scene og optræde live - så er vi efterskolen for dig. Vælg mellem fag som fx: band, instrument, musical, sang, kor, musikteori, kreativ/tegning, svømning, boldspil, kalligrafi, filmforståelse og drama.

Vi har 8.-, 9.- og 10.-klasse. Ring 74 64 60 00 og kom og se skolen og oplev den. Vi glæder os til at få et godt efterskoleår med dig og masser af musik og oplevelser.

Link til vores folder: http://magasiner.outsource-dk.com/musik-og-sang-efterskolen-i-uge/

 
 
 
  


Vi er en efterskole hvor musik- og sangglæden er i centrum. Samtidigt har vi et godt bogligt niveau og selvfølgelig alle afgangsprøver. Hos os kan du dyrke musik og sang, spille i band og optræde for store og små publikummer både på skolen og ude på rigtige spillesteder, imens du forbereder dig til dit videre liv og din uddannelse senere. Vi er vilde med musik, så det er en vigtig del af skolens hverdag. Du har mulighed for instrumentundervisning på dit instrument og på dit niveau som soloundervisning. Du kan også få solosangundervisning. Vi forventer at vores elever er interesserede i at være en del at musikaktiviteterne. Vi har egen koncertsal og et nyt lydstudie. 

Afgangsprøver ligesom i folkeskolen, vi lægger vægt på god undervisning og vores resultater ved afgangsprøverne taler for sig selv. Vi holder også årsprøver for 8.-klasse og arbejder på at alle elever kommer videre i deres forskellige fag.

Mange kreative fag som maling, tegning, kalligrafi og filtning. 

Valgfag som fx svømning, filmforståelse, volleyball, badminton, afspænding, drama, fitness m.m. I Aabenraa Ungdomsskoles afdeling i Tinglev kan du tilmelde dig knallertundervisning, jagttegn og traktorteori fx. 


Gode undervisningslokaler - vi har selvfølgelig mange musiklokaler og øverum, samt moderne koncert/teatersal og lydstudie. Stor foredragssal med flygel og musikscene, hyggelig opholdstue med klaver, brændeovn og fjernsyn, også til konsoller. Billedkunst og kreative fag. En smuk have ligger omkring bygningerne. Skolen har desuden en dejlig spisesal og god varieret mad.

Gymnastiksalen er nyistandsat og er til fri afbenyttelse og her kan man spille badminton, basketball, volleyball og lignende. For dem der gerne vil dyrke dans er der også plads til træning. Vi har desuden et mindre fitnessrum.  

Med rygetilladelse fra forældre må du på vores skole ryge på det lille, udendørs rygeområde. Ellers er skolen røgfri.

Praktiske oplysninger

Dobbeltværelser og enkeltværelser med 
håndvask. Baderum og toiletter ligger
på gangene tæt ved værelserne.
Der er tekøkkener på gangene med køleskabe, el-kogere og toastmaskiner.





Togforbindelser til Tinglev, 5 km fra efterskolen. Der går busser mellem Tinglev og Uge. Fredag eftermiddag slutter undervisningen kl. 15.00 og der afgår bus til Tinglev kl. 15.20. Søndag aften afgår der bus fra Tinglev station kl. 20.37 mod Uge. Der er 5 km til nærmeste motorvejstilkørsel. 

Skolen ligger midt i byen Uge i bygningerne fra en tidligere højskole og som nabo til Nexus Kunstcenter. Uge er placeret i området mellem Aabenraa og Tinglev i Sønderjylland, kun 17 km fra grænsen til Tyskland og porten til Europa.

Et spændende historisk område danner rammen omkring efterskolen med det historiske tingsted ved Urnehoved. Tæt på skolen ligger både Tinglev svømmehal, Tinglev Rideklub, Uge Put and Take Sø og Sønderjyllands Golfklub.

 

Tag på efterskole og få en oplevelse for livet

Vi lægger stor vægt på, at man tror på sin egen værdi og at man er sig selv:
 
Jeg er – jeg kan - jeg vil – jeg bør - jeg tør - jeg gør

Som elev lærer du hvordan man omgås hinanden, og at det er vigtigt at tage del i fællesskabet og vise respekt for andres holdninger og forskellighed. Samtidigt gælder det om at du har det sjovt, oplever nye ting og finder venner og kammerater, mens du er på efterskole.

© Musik og Sang-Efterskolen i Uge